torsdag den 16. juni 2011
Matrem - en overset skønhed
Som små kamiller.....uovertruffen i buketter er matrem.
findes i flere varianter....
Sår sig selv villigt - og overalt, men er let at fjerne eller flytte.
Siges at være virksom mod migræne - spist i rå form fx som salat på et stykke brød. Læs mere om den her. -
En meget spændende urt -
Et must i blomsterhaven.
tirsdag den 14. juni 2011
Lavendelhæk
En terrasse så lidt forsømt og trist ud i Datterens nye hus i den store skov.
Men jorden omkring den er bare perfekt til
De selvsåede lavendler fra min egen gårdsplads.
Sådan en sten/grus-blanding med godt dræn og sol hele dagen - er lavendelguf!
En stak gamle brosten dukkede frem bag et skur - så...
her blev designet et lille bed...luget godt og grundigt.
Så blev de små planter sat med ca. 10 cm imellem - de skal nok kvittere med blomster senere på sommeren. Allerede næste år vil der være en fin lille hæk.
Sådan går det i livet....nye planter, nye liv...jeg bruger virkelig det pusleri i de unges have som terapi. Mens man nusler med planter og fjerner forbistret ukrudt fra gårdspladsen, holdes de sorte og triste tanker på afstand. Og man kan trods alt også glæde sig over tingene.
lørdag den 11. juni 2011
En krans bliver til .
En hjemmelavet krans - det gav næsten sig selv, da min Søn skulle afsted. Lavet med kærlige tanker i hver eneste blomst, jeg satte på. Først romersk malurt på den ene side - og kirsebærlaurbær på den underste.
Romersk malurt er en dejlig lav plante med gråligt blødt løv. Den spreder sig villigt med rodskud og lader sig gerne forme.
så skulle den beklædes - og det var mange forskellige, der kom med - både fra grøftekant, urtebed og rosenhave. En ros med Datterens navn - og en "Alchymist", de vilde og lidt hvidløg og basilikum til en amatørkok...kornblomster for det ukunstlede og den smukke farve...salvie for frelsen...og så videre..
Perikon og oregano trækker vand. De er plukket tidligt - allerede klokken 6 gik jeg ud i morgenen og fandt, hvad jeg ville bruge. Aftenen før havde jeg dækket med grønt og sat kransen køligt.
Her ses bl.a. Alchymist og skvalderkål - jasminer og kornblomster.
en kop kaffe gjorde godt, men alt i alt er det god terapi at binde en krans til den, man elsker.
Godt på vej....
Færdig - fyldt med kærlige tanker og gode ønsker til den sidste rejse.
Fra hundene kom denne med på kisten.....plukket langs vores markvej - smukt i al sin enkelhed, ikke?
mandag den 6. juni 2011
lørdag den 4. juni 2011
Når haven ikke er nok.....
Blogpause bliver her nok.
Min søn er død - æret være hans minde-
aldrig bliver livet det samme.
Røde roser skal der på kisten -måske en gul.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal magte at gå videre.
søndag den 29. maj 2011
Gårdspladsen
Gårdspladsen på Lavendelgården var forsynet med et stort flot kastanjetræ midt i en græsrondel, da jeg indtog stedet for 6 år siden. Nu er kastanjen ikke mere....den blev hvert år angrebet af kastanje-miner-møl, som mæskede sig med det resultat, at bladene begyndte at visne og falde allerede i august....(feje,feje)
Ned kom det - og så var der den runde græsplæne, bøgehæk ud mod markvejen, roser sat rundt om af mig. de havde ikke trivedes så godt der under træet, men nu har de sandelig fået en opblomstring i bogstaveligste forstand.
Jeg satte følgende:
lånt her
Den næste i rækken er "Aïcha" - den højt elskede. Gul og smuk - giver endda en ekstra blomstring senere på året. Den er også blevet meget stor det sidste års tid. Læs om den her.
Så kommer vi til "Polstjärnen" - den er stadig lille....sat sidste år, da jeg ønskede at lukke ind til plænen.
Ved siden af den endnu en hvid...Skagensrosen eller "Maxima" - hvid og busket er den blevet.
så kan jeg om føje år sidde yndefuldt henslængt som Marie Krøyer her på billedet.
Så følger en rosa rogusa..."Agnes" - den er gul - ret usædvanligt blandt disse. den bliver også mægtig stor med tiden.
Dens nabo er "Frühlingsduft" - en af de skønneste af "Frühlingerne". Gul -lyserød-fersken er farverne. Den har, som de aller-allerfleste af mine roser -DUFT.
Den sidste af de større buskroser er "Nevada" - der lige nu ligner en busk med flødeskum udover.
Rigtig tidlig i udspring- det kan vi li'-
de første blomster - lige nu er den overdådig.
som det ses, er alle roserne buskede, de er meget hårdføre og nøjsomme. Gårdspladsen var dækket med perlesten og før det har der været asfalt, jorden er meget let, så her skulle tænkes i rigtig hardcore roser.
Rosen på det første foto står i en lang hæk , men den kommer jeg til senere. Nu er vi halvvejs rundt om pladsen.
fredag den 27. maj 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)





