fredag den 11. juni 2010

Rosenhistorier

Aïcha- en af mine yndlingsroser.

Aïcha stammer fra Danmark - den navnkundige Valdemar Petersen har "lavet" den engang i tresserne.
Det er en buskrose fra Pimpinellifolia-gruppen, dem jeg også har kaldt klitroser.
Den har en dejlig duft, blomster fra nu og en 2-3 uger og siden en gang senere.
Navnet stammer fra Profeten Muhammeds yndlingshustru.
Historien er som følger:
Profeten havde mistanke om, at konen var ham utro. Han bad Aïcha kaste en buket lyserøde roser i brønden i deres have, skiftede de farve, ville hans mistanke være rigtig, havde han drømt.
 Hun smed roserne i brønden, og til hans sorg - og hendes store forundring - skiftede de farve - til gult!
 
Så herfra stammer overtroen med den gule rose - i det hele taget farven gul som falskhedens symbol.
Det lader jeg mig nu ikke gå på af - jeg er vild med Aïcha!

En anden rosenhistorie er knap så spektakulær...men også speciel.
På "min" yndlingsplanteskole, som ligger i Magtenbølle på Midtfyn har jeg i årevis købt mine roser.
Mange poder eller okulerer de selv - og denne blev jeg forevist sidste år - som én, jeg måtte eje:

Rosen Hårslev
 
-Hvad hedder den da?- spurgte jeg, da jeg havde set de små planter an - Hårslev - efter landsbyen på Nordfyn. Historien bag den er, at planteskolemanden besøgte en ældre mand i samme landsby, så en underdejlig rose, som ingen vidste noget om. Fik materiale med sig og - voilá - nu gror den i min have.
En stor buskrose med skøøøøn duft - kan man ønske sig mere?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar