mandag den 31. maj 2010

Træpæoner


Den har allerede blomstret et par dage...
min store træpæon.

Den fulgte med haven...sammen med en anden af samme slags, bare noget mindre.
Men den er meterhøj og bred og underdejlig.
Hvad den hedder??
Det får stå hen i det uvisse, men et eller andet kinesisk.

Fik en anden i fødselsdagsgave, og den bærer det stolte navn
YU LOU DIAN CUI - og den er hvid.
Har én mere, plantet forrige år, men den har ikke blomstret endnu.
Skal muligvis vokse sig større, før der bliver kraft til at blomstre,
det er jo en enorm blomsterpragt, sådan en busk kan levere.

fredag den 28. maj 2010

Syrenen - den skønne.

Disse duftende underdejlige syrener må I nøjes med synet af - duften følger desværre ikke med...
Jeg bringer navnene i næste indlæg, hvis nogen vil vide det.

(Jeg lider stadig under computer-problemer)


torsdag den 27. maj 2010

For 1 år siden

Dette billede er taget for næsten et år siden - roser fra egen have - den 31. maj!
Den første sprang ud den 25. - på min fødselsdag, og så gik det ellers hurtigt, som I kan se.
Det er Korresia Friesia, Mary Rose og Abraham Darby samt vist en Frühlingsduft lettere falmet...eller er det ikke AD og i stedet Frühlingsduft??
Den er jo meget tidlig.

Lavendel

onsdag den 26. maj 2010


Min laptop har fået virus...
der bliver ikke det store skriveri lige med det samme,
jeg har en lille Aspire One, men den er da ikke tilat holde ud at skrive på,
for ikke at tale om billedernes udseende....

mit billedbehandlingsprogram er også væk....

så lige pt. må I nøjes...


mandag den 24. maj 2010

Duftende rhododendron - azaleaer

For nogle år siden forelskede jeg mig i duftende azaleaer...den første, jeg anskaffede, var Azalea Luteum- guldazalea....

som ses her - desværre har jeg ikke rigtig held med den. Jeg tror ikke, jeg har gjort nok ud af at give den sur jord (nok) . Den har i hvert fald ikke blomstret de sidste år.
Jeg købte et par andre  - også denne "Irene Koster"


den er underdejlig, men heller ikke den syntes om at være hos mig.
Den øverste orange er til gengæld vældig fin...men farven er lidt for krads til omgivelserne, synes jeg.
Den hedder  "Mandarin Lights" - og ja, den dufter også.
Men de skal nok have et bed for sig selv - med spagnum og det hele. Ikke stå integreret i de andre bede, som jeg har forsøgt med.


 

Så er pæonerne nemmere at have med at gøre. Denne er snart klar til at vise sit smukke ansigt for alverden. Måske efter dagens regn? Jeg har en del, både silkepæoner og bonderoser - og de er dejlige! Helt overdådige.


søndag den 23. maj 2010

Knopurt - en rigtig forårsbebuder

Centaurea montana - bjergknopurt er en af de allerførste stauder i bedet. I min have er de i hvid og den mørke lilla. Har også haft den mere almindelige blå...men Borte har taget den.


Det eneste minus ved den, er dens tilbøjelighed til at få meldug, men den kommer gerne igen senere på sommeren, hvis man klipper første gang blomster af. Sår sig også gerne.


Og så er der rigtig gang i Clematis montana Rubens - denne her får lov at vandre op i den store
buksbom, det giver et helt overvældende flor - om få dage...


Tiden nu byder på mange gøremål derude...noget af det sværeste for mig er at huske vanding af krukker og potter....af samme grund har jeg forsøgt at begrænse. Men i gave fik jeg en stor Nerie- hvid og rigtig flot...den må huskes, ligeledes et lille opstammet laurbærtræ - begge kan jo overvintre i udestuen, hvis bare de klarer sommeren her hos mig.

en lille fin blåregn står også i krukke - den hedder "Amethyst Falls" , er særlig derved, at den ikke skal være særlig gammel, før den kvitterer med et væld af velduftende lilla -blå blomster.
Om den står: "en ny overraskende wisteria-variant. Rigt blomstrende,  langsomt voksende, ideel for patio, får 10-15cm lange blomsterklaser og det særlige ved den er, at den allerede blomstrer i en ung alder. Blomstrer fra forår til  sensommer. Bedst i fuld sol, men tolererer også skygge. Bliver efter nogle år 4-5m høj. Det er ikke nødvendligt at beskære - undtagen af hensyn til formen - altså anderledes end den almindelige blåregn. Fuldt vinterhårdfør." - er det ikke en herlig plante??

lørdag den 22. maj 2010

På vej




Med så meget smukt på vej ind i mit liv i disse majdage, kan jeg kun være taknemmelig!

torsdag den 20. maj 2010

Ny majvideo...

Frøknerne Akeleje

En virkelig yndig blomst - både i haven og i buketter er akelejen.
Aquilegia Vulgaris.
Hos mig får den lov at så sig.
Hvilket den gør - helt vildt.
Jeg har den i mange farver fra lyserød til mørkeblå - der er store og små eksemplarer
sågar en med broget løv.


som små yndefulde ballerinaer står de 
- selv deres frøstande er smukke.


Akelejen - en af de mange blomster med tilknytning til Jomfru Maria kaldtes også Vor Frues Handsker. Den er en gammel lægeurt, dyrkedes i klosterhaverne og i middelalderen indgik den i en kur mod pest sammen med andre urter.
Planten er lettere giftig, så eksperimenter ikke med den!


tirsdag den 18. maj 2010

Æbletræer i blomst

Så er æblerne i blomst. Dette lille træ - plantet sidste år - er lidt specielt - på planteskolen kunne de fortælle at én af deres medarbejdere for år tilbage havde været på besøg i Sverige og havde set disse bedårende træer med helt specielle æbler. De har helt rødt frugtkød. Hvad det hedder? Ja, det huskede han ikke lige, men kalder det "Svensk Vinæble" - og han var ikke helt glad for det, for rent faktisk havde han tiltusket sig et pat podekviste og selv opformeret træet.
Det bar et par frugter, men jeg skulle afsted til Frankrig hele oktober, så jeg nåede ikke at smage det modent, det har jeg til gode.
Måske nogle af I svenske kender dets rigtige navn???

flotte er de ...

den ret nye sort "Rubinola"


den gode gamle Nonnetitte - "Flaskeæble"

Jeg elsker æbler - og ser frem til at mine mange forskellige sorter rigtig begynder at bære.
Da jeg overtog mit hus og have for nu 4 år siden, var der ikke et eneste æbletræ...og det måtte der jo laves om på. Ingen have uden æbler.
Jeg har nogle frøsåede stående ude i "børnehaven", måske bliver de til gode træer med fantastiske frugter...tænk bare på "Ingrid Marie" - en frøsået sort, der viste sig at være underdejlig.
Det er nu ikke så sansynligt at det sker...
Men få fat i et æbletræ...
Et espalier kan man altid klemme ind - eller en krukke med et minitræ.


onsdag den 12. maj 2010

Så forskellige ansigter


"Tunutterne" alias tulipanerne - min søn havde sit eget sprog, da han var helt lille - og det passer da meget godt til dem...tu-nut-ter---nuttede - og dejligt duftende- det er de. 
Men se, hvor forskellige, de er:




tirsdag den 11. maj 2010

Have i større stil

På min tur med hundene passerer jeg af og til en af de nærliggende herregårde - her Kørup, som ligger inde bag voldgraven - hvidmalet og utilnærmelig.
Sidste år rensede man voldgraven op, og nu flyder betydeligt mere vand heri.

her slår den et sving - et par store træer er fældet for nylig.
Der er gang i havearbejdet, skønt den ser temmelig vild ud...

En række nye rhododendron, stadig med prisskiltet på - også overfor på den anden side af voldgraven står der nye planter. En lille sø anes - vandet løber rundt om gården, men her er der udvidet til en sø.

Tættere på kan man ikke komme, der er flere skilte med "Privat", så jeg må styre mig.
Men skønt er her - bøgeskov og fuglekvidder.

Det er da ren H.C. Andersen - egen svane i søen!

Allerbagest anes en række formklippede store buksbom - meget flotte og imposante.
En skam man ikke kan gå derind og fotografere hele haveanlægget, men det er antydningens kunst.

På modsatte side af vejen er der mere ordinært....enkelt, men også smukt, ikke?