At se det smukke i det grumme.

Når man bliver ramt af sorgen, går der en tid, hvor man intet ænser.
Hverken ondt eller godt, smukt eller grimt. Ingen mennesker formår rigtigt at trænge ind.
Efter en tid, når det første frygtelig chok har lagt sig, trænger den rå virkelighed ind på én.
Ja - han ER død, og JA, der er en grav - se selv - dér ligger han.
Det gør næsten ufattelig ondt at se det smukke i haven lige nu.
Hvordan kan de være så smukt, når alt andet er så grumt?
Men én ting kan jeg gøre.
Lave blomsterpynt til graven og gå på kirkegården og dvæle lidt.
Det gør jeg så, og nyder lidt at gøre det, samtidig med, at jeg tænker, at det burde være omvendt -
JEG burde ligge dér og ikke min søn.
Men sådan er der så meget i livet, fuldstændig uforståeligt........

Helt uforstyrreligt går livet videre - mine små nye lavendler i en fin lille hæk - nogle er ved at blomstre allerede.